Login   
TextMinded Blog
Share |

19/02/2009

By Morten Bach (Denmark)

De forbandede tekster(e)

Undertekster. Alle har en mening om dem, og den er som regel ikke positiv. Personligt har jeg opgivet at holde styr på antallet af gange, jeg har hørt bemærkningen "Kan du så ikke gøre noget ved alle de lortetekster, man ser i tv?", når jeg fortæller, at jeg lever af at oversætte. Suk.

Utak er verdens løn
For 4 år siden sad jeg og rev mig i håret over mit speciale, Tekstning – kulturel transponering. Det teoretiske fundament bestod bl.a. i en kort gennemgang af tekstningsbranchen, og i den forbindelse lærte jeg heldigvis et par ting. Blandt andet, at jeg aldrig skal være freelancetekster. For foruden den urimelige løn er tidspresset efter sigende lige så horribelt. Og som tekster er man jo ikke bare oversætter i den traditionelle forstand – man er faktisk kulturel formidler mellem to verdener.
    Det, folk aldrig ved, er bare, at tekstere er blandt erhvervslivets dårligst betalte knoklere – i hvet fald, hvis man er freelancer. Dertil kommer skaren af nådesløse dommere (måske bedre kendt som hr. og fru Danmark), som ikke holder sig for gode til at påpege eventuelle fejl i et arbejde, der ofte grænser til det umulige.

Bøfferne
Dermed ikke sagt, at der ikke er fejl at finde i danske tekster, for dét er der. Tilgivelige fejl … dumme fejl … tåkrummende fejl.
    Mine personlige favoritter er de bøffer, hvor teksteren har fejlhørt en del af dialogen – f.eks. som i den Station 2-udsendelse om bilsmuglere, jeg så forleden. En engelsk kvinde var blevet udsat for et bilrøveri under en aftenkøretur. I rekonstruktionen flåede biltyven passagerdøren op, hoppede ind i bilen og råbte: ”Drive, or I'll blow your f***ing head off! Drive, drive, drive!” En voldsomt ubehagelig oplevelse, som tog en ufrivilligt morsom drejning i underteksterne: ”Kør, eller jeg blæser knoppen af dig! Dø, dø, dø!”

Bag hver en sky …
Men det er bare for nemt at sidde og finde fejl ved andres arbejde, så derfor er det vigtigt at fremhæve, at der indimellem findes nogle ægte tekstningsperler.
    I filmen The Mask ryger Jim Carrey i fængsel, hvor han på et tidspunkt forsøger at instruere sin trofaste lille hund i at snuppe fængselsvagtens nøgler. Hunden løber hen til den sovende fængselsvagt og snupper i stedet osten, hvorefter Carrey irettesætter: ”Not the cheese – the keys!” Hmm … Hvordan kommer man lige udenom den? Man vækker såmænd det kreative gen, der er et must for enhver tekster, og skriver: ”Ikke bukoen – rukoen!”
    Jeg ville elske at være tekster. At overføre det kulturelle budskab i en film eller en udsendelse uden at overskride de normerede 35 tegn pr. linje er da en fantastisk udfordring for en oversætter. Så nu er det bare at vente på, at teksternes fagforening (findes sådan en?) får forhandlet højere lønninger og bedre deadlines. Og at grise får vinger.

Hvis du har appetit på flere bøffer, kan du besøge Titlevisions website, som har en omfattende og meget underholdende sektion dedikeret til de forbandede tekster(e).

Back

Category: GENERAL

Circle of Trust